Bragt i Fyens Stiftstidende den 3. februar 2009

Endnu et år i vægtens tegn
Antallet af overvægtige stiger med store omkostninger for den enkelte og for samfundet.
Landets læger har nok at gøre med at udstede motion på recept og anvise fornuftige kostplaner. Men når en, der er overvægtig siger: ”jeg spiser på mine følelser,” er de fleste behandlere tilbøjelige til at tænke, at det er en dårlig undskyldning for ikke at ”tage sig sammen” og gøre noget ved det.

Jeg har undersøgt opvæksstvilkår, aktuelle vilkår og begrundelser for overspisning hos 100 overvægtige klienter. Klienter jeg har haft i terapeutiske forløb gennem de sidste ti år. Resultatet kan læses i bogen: Myter og facts om Overvægt, der netop er udkommet. Min konklusion er, at overspisning faktisk ofte bunder i en følelsesmæssig ubalance.
Hvorfor tager man så ikke de overvægtiges udsagn alvorligt?

--
Vores vestlige samfund har været præget af en dualistisk tankegang. Allerede de græske filosoffer tumlede med skismaet mellem fornuft og følelse. Aristoteles mente, at mennesket var en helhed, at krop og sjæl samt fornuft og følelse ikke kunne skilles. Stoikerne mente modsat, at det var fornuften, der burde støttes, mens følelserne burde styres og holdes i ave, da de stred mod al rationalitet. Det var stoikernes tankegang. der ’vandt’, og den er vel stadig den dominerende.
Askese, selvkontrol og fornuft bliver anset for at være godt, mens grådighed, impulsivitet og følelser er noget farligt og syndigt.
Da overvægt formodes at skyldes manglende selvkontrol, grådighed og ufornuft er de overvægtige altså selv uden om det og må derfor finde sig i at blive mødt med fordømmelse, foragt og udelukkelse.

Kroppen er blevet et moralsk anliggende og derfor også et offentligt anliggende. Det er ikke en privatsag om man vil være fed eller tynd.
Den overvægtige vil gøre hvad som helst for at vise sin vilje til at tilpasse sig gældende normer. Og såvel slankeindustrien som det etablerede sundhedssystem står parat til at hjælpe med f.eks. fedtsugninger og fedmeoperationer.
Selvom de, der udøver disse indgreb, vil hævde, at de hjælper mennesker, der skiller sig ud, og/eller har fysiske og psykiske gener af deres kroppe, er de også med til at sætte normen for hvad en idealkrop er.
Da man ikke altid kan enes om, hvad en normal krop er, kan man opstille tabeller for det. Så det så at sige bliver videnskabelig bevist, og dermed gjort til sandhed, hvad der er normalt, naturligt, sundt og moralsk rigtigt. Plastickirurgi, fedtsugninger og fitnesskultur er udtryk for jagten på den perfekte krop og det perfekte liv. Men uanset hvad vi gør, er det aldrig nok.

Vi har i dag flere valgmuligheder end nogensinde før. Men også mere angst for at vælge forkert og mislykkes. Enhver kan få succes – det gælder bare om at gøre det rigtige. Det er muligt at (om)skabe sig selv, så vi bliver, som vi gerne vil være. Men er man fed, kan man ikke overbevise nogen om, at man har et vellykket liv. Vores projekt besværliggøres endvidere af samfundets uigennemsigtighed og modsigelsesfuldhed. Ingen viden er absolut men gælder kun til noget andet er bragt på bane, også slankekure og teorier om fedme. Der er altid en ny sandhed, en ny slankekur, nye råd, nye muligheder.
Hvordan er det kommet dertil?

Jeg tilbragte mange af min barndoms ferier hos min farmor. Hun, som havde skullet sørge for 5 børn i 30.erne, sagde altid til mig: ”Spis, så du har noget at stå imod med. ”
Når jeg kom tilbage til mine forældre, var de dybt frustrerede over de ekstra kilo min farmors solide mad havde påført mig. Så måtte de i gang med at gøre mig ”tynd og pæn.”
Tynd blev lig med pæn, da sulten ikke længere var noget almenkendt og frygtet.
Fedt er biologisk en forsikring mod fremtidig sult, men i vores overflodssamfund er den slags forsikringer unyttige. Fedme og dårligt helbred koster oven i købet penge. Folkesundhed er en økonomisk nødvendighed og prioriteres højt af staten.

Tilsyneladende er kroppen i dag frigjort fra såvel produktions – som reproduktionspres. Fysisk råstyrke er ikke længere en nødvendighed. Og prævention har gjort kvinderne i stand til at vælge om – eller hvornår de vil have børn.
Men selv ikke den skarpeste hjerne kan arbejde mere end et vist antal timer, før end kroppen siger stop. Og når kroppen ikke fungerer er den til besvær. Intet under at fx menstruation opleves som et irritationsmoment. Men det er dog forbigående. Når aldringen og det fysiske forfald sætter ind gribes vi af en anderledes dybtfølt panik. Måske kommer ”ældrebyrden” til at afløse fedmen som hadeobjekt?

Følelser og fornuft
Når det, at noget begrundes med følelser, ikke tages alvorligt, har det som tidligere nævnt rod i vor kulturs dualistiske tænkning.
Derfor er det ikke så sært, at de overvægtiges udsagn om, at det er følelsesmæssig ubalance og indre uro, der forårsager deres overspisning, ikke bliver taget alvorligt af behandlere og beslutningstagere, der er skolet inden for den naturvidenskabelige tradition, der bygger på målbarhed og objektivitet.
Men at adskille følelserne fra intention, motivation og kognitive funktioner er en kunstig opdeling. Via følelsesmæssig erkendelse bliver vi i stand til at vurdere, reflektere og handle. Men følelser skal identificeres for at kunne indgå i det nødvendige samspil med vores tanker og medvirke til en jeg-støttende adfærd frem for en destruktiv selvskadende adfærd.

Forudsætningen for at kunne identificere, regulere og kontrollere sine følelser – og dermed udholde et følelsesmæssigt pres uden acting out adfærd som fx overspisning hænger sammen med den tidlige udvikling – især tilknytningsadfærden.
Det utrygt tilknyttede barn lærer ikke den samme form for selv- og følelsesregulering som det trygt tilknyttede barn. Dette gælder således mange af mine overvægtige klienter, hvoraf ca. 40 % har været udsat for omsorgssvigt gennem opvæksten.
Et barn der ikke bliver set og forstået, lærer ikke sine egne følelser at kende. Det lærer ikke at udtrykke passende følelser i passende situationer og får ikke mulighed for at føle sikkerhed ved sine egne fornemmelser. Det mister kontakten med sine følelser. De forsvinder fra bevidstheden, og kan derfor ikke udsættes for refleksion. Men følelserne er der stadig og kan give sig udtryk i form af psykosomatiske lidelser, raserianfald, uligevægt o.a.
Når man nu ved at følelserne er med til at styrke de kognitive ressourcer, bl.a. evnen til at reflektere over sin egen situation, vurdere og træffe beslutninger, skulle man tage udsagn som: »Jeg spiser på grund af følelsesmæsssig ubalance« alvorligt i behandlingen og behandlingstilbuddene af overvægtige.

Mange overvægtige fortæller, at det er en indre uro, der får dem til at overspise. Men mange er dårlige til at identificere, regulere og udholde smertefulde følelser.
Hvis hun ikke kan identificere sine følelser, er det heller ikke så ligetil at forklare sig. Det bliver måske bare noget med: jeg spiser på mine følelser. Det bliver nemt at affærdige hende med et skuldertræk og en ny kostplan.

Hvis man begynder at udskrive recept på psykologhjælp på linje med diætistbehandling og motion, kommer det til at koste noget. Men da det er penge, der kommer igen i form af sundere mennesker, er det vel ikke den eneste grund til at man underprioriterer den form for hjælp?
Er det af moralske grunde? ” Vi skal vel ikke være med til at betale fordi hun ikke kan styre sig? ”
Eller kan det være fordi alt, hvad der begrundes med følelser, er i miskredit hos behandlere og beslutningstagere?
Modsætningen mellem fornuft og følelse er en myte. Måske en af dem der står i vejen for at mindske fedmeproblemet.
Vi har indset det med andre selvdestruktive, angstdæmpende lidelser som alkoholisme, cutting, anoreksi o.a. Det bør vi også kunne med hensyn til overspisning og overvægt.