Bragt i Jyske Vestkysten den 6. december 2009 (klik på billede for at hente som PDF-fil)

Læs også: Myter og facts om overvægt - klik her!

Kronik: Fedme og forklaringer

Bragt i Fyens Stiftstidende den 11. januar 2004

Der er ikke kun én forklaring på, at så mange mennesker er alvorligt overvægtige. Derfor er der heller ikke én rigtig måde at løse problemet på. Men der mangler en samordning af indsatsen.

Et nyt år er begyndt, og mon ikke det ligesom de sidste mange år vil blive et år 'i vægtens tegn'?
I året der gik, bugnede alle medier med indslag om fedmen og alle dens følgevirkninger. Man talte om en fedme-epidemi. Ikke siden 80'ernenes aids-epidemi har der vist været ofret så megen spalteplads på et emne.
2004 vil nok ikke blive anderledes. Problemet er ikke blevet mindre - bekymringen heller ikke.

JEG har både som forfatter og som psykolog i en del år beskæftiget mig med mennesker med spise- og vægtproblemer og kan helt tilslutte mig bekymringen. Fedme har mange forfærdelige konsekvenser - såvel fysisk, som psykisk. Men det har angsten for fedmen også.
Der findes mange synspunkter om, hvordan fedmeproblemet skal løses. Eksperter såvel som 'menigmand' har tilsyneladende hver sin forklaring på, hvorfor nogen bliver overvægtige, samt på hvorfor nogle taber sig igen, mens andre ikke gør det.

Det er måske ikke så mærkeligt. Hvis vi ved, hvorfor naboen er blevet fed, kan vi selv undgå at blive det. Forklaringer tjener til at holde andres ulykker væk fra os selv.
Vi vil gerne tro, at hvis vi opfører os fornuftigt, vil det gå os godt. De, der ikke har problemer med spisning og vægt, har ikke lyst til at få ødelagt deres tilværelsesforståelse. For hvis det ikke er så enkelt, som de troede - hvis overvægt ikke kun handler om mad og motion i passende mængder - kan det måske en dag være dem, der spiser for at dulme følelser, de ikke kan holde ud at mærke - og pludselig opdager, at de nu hører til blandt de ildesete og udstødte overvægtige.

UNDERSØGELSER har vist, at de velhavende har færre vægtproblemer end de mindre velhavende. Men skyldes det, at de fattigste er mest uvidende om, hvad sund mad er? Eller skyldes det måske, at maden for dem er et af de få lyspunkter i tilværelsen?
Kunne man forestille sig, at det er som at ligge på sygehuset i lang tid? Enhver, der har prøvet det, ved, at der er tre ting, der meget hurtigt bliver det vigtigste: stuegangen, hvor overlægen kommer med sit følge og fortæller, hvad der skal ske med én, besøgene - og måltiderne.

Hvis livet er som et sygehusophold - med for lidt indflydelse og for få besøg, så siger det sig selv, at måltiderne bliver uhyre vigtige.
Måske er det sådan, at mennesker, der ikke trives med job, studie, familie osv. nemmere griber til uhensigtsmæssige strategier som overspisning og samtidig har mindre energi til - og mindre tro på - at de er stærke nok til at kunne ændre spisevanerne.

DÅRLIGE gener, er også en ofte fremført årsagsforklaring. Og hvem af os har ikke set familier, hvor familieskabet ses tydeligt i form af overvægten.
Er det så fordi, de er genetisk forbundne i et skæbnefællesskab, der inkluderer fed mad, kaffe og kage eller livslange slankekure sammen og på skift. Eller er det fordi, ingen af dem har lyst - eller mod til at bryde ud fra de andre og stikke næsen for langt frem?
Eller kan man forestille sig, at der sker noget med stofskiftet - eller noget andet biokemisk, når overvægten når et vist niveau - at pludselig kører vægten så at sige sit eget løb? Der er måske meget, vi endnu ikke ved.

EN ANDEN årsagsforklaring er, at det er noget psykisk. Overvægten og overspisningen er et udtryk for, at noget er eller har været svært?
Mange spiser for at dulme følelser, der er grundlagt meget tidligt. Især angst for at blive forladt. Ofte når følelsen slet ikke at blive omsat til ord, før den er blevet kvalt af chokolade, is og wienerbrød.
Mange kan fortælle om en opvækst præget af mobning, hvor maden har været den eneste eller nemmeste trøst.

Andre har været udsat for seksuelle eller andre krænkelser, hvor fedtet kan tolkes som en måde at holde krænkeren på afstand. Hos nogle har 'trøstespisningen' i form af sukkermisbrug udviklet sig til en afhængighed på linje med narkomani og alkoholisme.

Mange spiseproblemer er udløst under et au pair ophold. Første gang, man er hjemme fra sin familie, går det helt galt. Siden tør man ikke være alene uden at have noget at putte i munden.
De fleste overspisere spiser nemlig skjult, og når de er alene. Både fordi de skammer sig over ikke at kunne styre deres spisning, og/eller fordi maden er en erstatning for kontakt til andre.
Og det kan være en stor del af forklaringen på succeshistorierne på diverse livsstilskurser, hvor mennesker er sammen i længere tid. Kontakt er helende, ensomhed er ikke.

EN ANDEN vigtig forklaring er selvopfattelsen.
Vi lærer at se på os selv med andres øjne, og da tykke mennesker i vores samfund opfattes som dumme, dovne og latterlige, er det ofte det billede, den overvægtige får af sig selv.
Hvis man opfatter sig selv som skvattet og viljesvag, er det klart, man ikke tiltror sig selv evnen til at kunne ændre på noget så grundlæggende som sit spisemønster.
Derfor er et vigtigt skridt i vejen mod et naturligt forhold til mad og vægt at få et realistisk, positivt syn på sig selv. Og her har vi alle sammen et medansvar.

Når vi møder én, der ikke ligner os selv - hvad enten det er pga. vægt, hårfarve, sprog, alder - kan vi gøre to ting. Vi kan pege fingre og sige: Når du ikke ligner mig, er der noget galt med dig.
Eller vi kan være nysgerrige og spørge: Hvordan er det at være dig - du ved noget, som jeg ikke ved - fortæl mig om det, så jeg kan blive klogere.
Så vil forskellighed gøre vores verden større og dermed skabe tryggere rammer at udvikle sig i for mennesker af alle slags. Så vil angsten for at blive udstødt blive mindre, og det alene vil forhindre den del af spiseforstyrrelserne, hvad enten den viser sig som anoreksi, bulimi eller overvægt - der er begyndt i panik over nogle normer, ingen kan leve op til.

VI SKAL være opmærksomme på, at en af de alvorligste bivirkninger af fedmen er fedmeangsten. Alt for mange forsøger at 'løse' problemet ved at leve et liv i vægtens tegn med evindelige fedttælinger, hurtige vægttab, der ikke holder, fordi 'sjælen' ikke har kunnet følge med, desperate forældre, der begynder at sende deres småbørn på slankekur, unge piger, der sælger slankepiller til hinanden, normalvægtige mødre og døtre, der konkurrerer om, hvem der kan tabe sig mest, unge af begge køn, der overmotionerer for ikke at mærke angsten for ikke at være perfekt eller - som jeg oplever hos rigtigt mange af mine - især unge - klienter, der af lutter angst for fedmen og de følger, den har, med skam, isolation, latterliggørelse mv., udvikler bulimi eller anoreksi.

Der er ikke kun én forklaring på fedmeproblemet og derfor heller ikke kun én rigtig måde at løse det på.
Mennesker er unikke, deres historier og især deres oplevelser af den er forskellige, og behandlingen må tilpasses efter dette.

Det er hverken fedt at være overvægtig, at være afhængig af sukker, ikke at turde mærke sig selv uden at skulle kvæle enhver følelse i mad eller være så angst for ikke at være perfekt nok, at man ikke tør leve og derfor holder op med at spise.

Derfor skal mit nytårsønske være, at alle de teorier og erfaringer, eksperter såvel som menigmand sidder inde med, i det kommende år i stedet for at blæse i hver sin retning samordnes og resulterer i et samarbejde, der både interesserer sig for og gør noget ved de alvorlige konsekvenser, fedmen har.
Men ikke glemmer de mindst lige så alvorlige konsekvenser, som angsten for fedmen afstedkommer.