“Jens og Marie en genforeningsroman” DKSYD var på besøg og lavede et interview med mig om Jens og Marie. oktober 2019. det kan ses på DKSYDs hjemmeside og på Youtube
“Det forsvundne spædbarn”, tv2 fyn 8.3 2017
http://www.tv2fyn.dk/artikel/bog-om-forsvundet-spaedbarn-nuancerer-fynsk-krimigaade
“Hverken folk eller eller elite kan undværes” interview om “Forsvar for Martha”
Interviewet er bragt i Fyns Stiftstidende/Fyns Amtsavis 14.11 2016 og i Jyske Vestkysten 20.11 2016
16.11 2016
Interview om “Forsvar for Martha” i TV”Fyn Interviewet kan ses og høres ved at gå ind på TV2Fyns hjemmeside – skriv LInda Lassen i søgefeltet og så kommer det under overskriften “Jeg har altid været forarget …” og det forargelsen handler om, er det skel vi har sat mellem “praktisk” og “bogligt” arbedje, så det ene regnes for bedre end det andet – hvor min pointe er, som det ogås fremgår af interviewet i Fyns stiftstidende fra d. 14.1 at ingen evner kan undværes – og at det er situationen der afgør hvad der er vigtigst at kunne – og situationer skifter som bekendt.
http://www.tv2fyn.dk/ugens-gaester/forsvar-martha?autoplay
Jesus tog fejl – jeg har en rettelse.
4. oktober 2016 JydskeVestkysten Sønderborg Sektion 3 (Sonderborg) Side 2 Lise Kristensen lik@jv.dk…
DAGENSPORTRÆT Kvindeliv: Linda Lassens nye bog ” Forsvar for Martha” handler om en kvinde, der sled og slæbte og fik mange børn og kæmpede for livets opretholdelse, for hun havde reelt ikke noget valg
GRÅSTEN: Lige siden forfatter Linda Lassen hørte bibelfortællingen om søstrene Martha og Maria og deres møde med Jesus, har hun været forarget. Martha knokler i køkkenet med at sørge for Jesus, mens Maria sætter sig ved hans fødder og lytter til hans ord. Da Martha spørger, om ikke Maria bør hjælpe til, svarer Jesus, at Maria har valgt den gode – den åndelige del – og den skal ikke tages fra hende! – Hvis nogen har sagt, mine bøger mangler kant og konflikt, kan jeg denne gang sige, at fortællingen om Martha og Maria trænger til korrektur. Jesus tog fejl, jeg har en rettelse, griner 68-årige Linda Lassen.
Det gav titlen på hendes nyeste bog ” Forsvar for Martha”, som er inspireret af hendes oldemødres liv i 1900-tallet med mange børn og hårdt slid for at holde dem i live i en tid med stor børnedødelighed.
– Det er ingen én til énnøgleroman.
Der er ikke nogen, der skal sidde og føle sig stødt, men jeg havde en oldemor, der fik 12 børn, deriblandt en datter, som kom på statshospitalet i Middelfart, men hun hed ikke Martha, fortæller Linda Lassen.
– Det har været et skamfuldt tabu at have et barn på psykiatrisk hospital. Det forarger mig, at vi måler vores succes på, hvordan børnene klarer sig, fortæller forfatteren, der også er uddannet psykolog.
– Min oldemor blev betegnet som en sur, gammel kone, men hun fik også 12 børn. Som jeg siger, slæb og slid gør ingen blid. Jeg har skabt hovedpersonen Martha og lader hende gennemleve ting typisk for den tid. Hun hører forfatteren og kvinderettighedsforkæmperen Thit Jensen fortælle, kvinden har ret til at bestemme over sin egen krop, og hvordan man undgår at få så mange børn. Det får Martha til i afmagt at smide et æble efter Thit Jensen.
Det er en nøglescene i romanen, fortæller Linda Lassen, der har stor sympati for kvinder som Martha.
Hun er langt fra nogen oprører, men hun kæmper og slider for familiens ve og vel. Fire børn dør. Flere drenge har dårlig hørelse.
– Martha er hurtig til at smække lussinger. Hun gør det for at opdrage børnene til at høre efter og klare sig selv, så de ikke ligger nogen til last. Det var afgørende for hende, fortæller Linda Lassen på vej rundt i landet for at berette om bogens tilblivelse.
Kronik: Endnu et år i Vægtens tegn
Bragt i Fyens Stiftstidende den 3. februar 2009
Endnu et år i vægtens tegn
Antallet af overvægtige stiger med store omkostninger for den enkelte og for samfundet.
Landets læger har nok at gøre med at udstede motion på recept og anvise fornuftige kostplaner. Men når en, der er overvægtig siger: ”jeg spiser på mine følelser,” er de fleste behandlere tilbøjelige til at tænke, at det er en dårlig undskyldning for ikke at ”tage sig sammen” og gøre noget ved det.
Jeg har undersøgt opvæksstvilkår, aktuelle vilkår og begrundelser for overspisning hos 100 overvægtige klienter. Klienter jeg har haft i terapeutiske forløb gennem de sidste ti år. Resultatet kan læses i bogen: Myter og facts om Overvægt, der netop er udkommet. Min konklusion er, at overspisning faktisk ofte bunder i en følelsesmæssig ubalance.
Hvorfor tager man så ikke de overvægtiges udsagn alvorligt?
—
Vores vestlige samfund har været præget af en dualistisk tankegang. Allerede de græske filosoffer tumlede med skismaet mellem fornuft og følelse. Aristoteles mente, at mennesket var en helhed, at krop og sjæl samt fornuft og følelse ikke kunne skilles. Stoikerne mente modsat, at det var fornuften, der burde støttes, mens følelserne burde styres og holdes i ave, da de stred mod al rationalitet. Det var stoikernes tankegang. der ’vandt’, og den er vel stadig den dominerende.
Askese, selvkontrol og fornuft bliver anset for at være godt, mens grådighed, impulsivitet og følelser er noget farligt og syndigt.
Da overvægt formodes at skyldes manglende selvkontrol, grådighed og ufornuft er de overvægtige altså selv uden om det og må derfor finde sig i at blive mødt med fordømmelse, foragt og udelukkelse.
Kroppen er blevet et moralsk anliggende og derfor også et offentligt anliggende. Det er ikke en privatsag om man vil være fed eller tynd.
Den overvægtige vil gøre hvad som helst for at vise sin vilje til at tilpasse sig gældende normer. Og såvel slankeindustrien som det etablerede sundhedssystem står parat til at hjælpe med f.eks. fedtsugninger og fedmeoperationer.
Selvom de, der udøver disse indgreb, vil hævde, at de hjælper mennesker, der skiller sig ud, og/eller har fysiske og psykiske gener af deres kroppe, er de også med til at sætte normen for hvad en idealkrop er.
Da man ikke altid kan enes om, hvad en normal krop er, kan man opstille tabeller for det. Så det så at sige bliver videnskabelig bevist, og dermed gjort til sandhed, hvad der er normalt, naturligt, sundt og moralsk rigtigt. Plastickirurgi, fedtsugninger og fitnesskultur er udtryk for jagten på den perfekte krop og det perfekte liv. Men uanset hvad vi gør, er det aldrig nok.
Vi har i dag flere valgmuligheder end nogensinde før. Men også mere angst for at vælge forkert og mislykkes. Enhver kan få succes – det gælder bare om at gøre det rigtige. Det er muligt at (om)skabe sig selv, så vi bliver, som vi gerne vil være. Men er man fed, kan man ikke overbevise nogen om, at man har et vellykket liv. Vores projekt besværliggøres endvidere af samfundets uigennemsigtighed og modsigelsesfuldhed. Ingen viden er absolut men gælder kun til noget andet er bragt på bane, også slankekure og teorier om fedme. Der er altid en ny sandhed, en ny slankekur, nye råd, nye muligheder.
Hvordan er det kommet dertil?
Jeg tilbragte mange af min barndoms ferier hos min farmor. Hun, som havde skullet sørge for 5 børn i 30.erne, sagde altid til mig: ”Spis, så du har noget at stå imod med. ”
Når jeg kom tilbage til mine forældre, var de dybt frustrerede over de ekstra kilo min farmors solide mad havde påført mig. Så måtte de i gang med at gøre mig ”tynd og pæn.”
Tynd blev lig med pæn, da sulten ikke længere var noget almenkendt og frygtet.
Fedt er biologisk en forsikring mod fremtidig sult, men i vores overflodssamfund er den slags forsikringer unyttige. Fedme og dårligt helbred koster oven i købet penge. Folkesundhed er en økonomisk nødvendighed og prioriteres højt af staten.
Tilsyneladende er kroppen i dag frigjort fra såvel produktions – som reproduktionspres. Fysisk råstyrke er ikke længere en nødvendighed. Og prævention har gjort kvinderne i stand til at vælge om – eller hvornår de vil have børn.
Men selv ikke den skarpeste hjerne kan arbejde mere end et vist antal timer, før end kroppen siger stop. Og når kroppen ikke fungerer er den til besvær. Intet under at fx menstruation opleves som et irritationsmoment. Men det er dog forbigående. Når aldringen og det fysiske forfald sætter ind gribes vi af en anderledes dybtfølt panik. Måske kommer ”ældrebyrden” til at afløse fedmen som hadeobjekt?
Følelser og fornuft
Når det, at noget begrundes med følelser, ikke tages alvorligt, har det som tidligere nævnt rod i vor kulturs dualistiske tænkning.
Derfor er det ikke så sært, at de overvægtiges udsagn om, at det er følelsesmæssig ubalance og indre uro, der forårsager deres overspisning, ikke bliver taget alvorligt af behandlere og beslutningstagere, der er skolet inden for den naturvidenskabelige tradition, der bygger på målbarhed og objektivitet.
Men at adskille følelserne fra intention, motivation og kognitive funktioner er en kunstig opdeling. Via følelsesmæssig erkendelse bliver vi i stand til at vurdere, reflektere og handle. Men følelser skal identificeres for at kunne indgå i det nødvendige samspil med vores tanker og medvirke til en jeg-støttende adfærd frem for en destruktiv selvskadende adfærd.
Forudsætningen for at kunne identificere, regulere og kontrollere sine følelser – og dermed udholde et følelsesmæssigt pres uden acting out adfærd som fx overspisning hænger sammen med den tidlige udvikling – især tilknytningsadfærden.
Det utrygt tilknyttede barn lærer ikke den samme form for selv- og følelsesregulering som det trygt tilknyttede barn. Dette gælder således mange af mine overvægtige klienter, hvoraf ca. 40 % har været udsat for omsorgssvigt gennem opvæksten.
Et barn der ikke bliver set og forstået, lærer ikke sine egne følelser at kende. Det lærer ikke at udtrykke passende følelser i passende situationer og får ikke mulighed for at føle sikkerhed ved sine egne fornemmelser. Det mister kontakten med sine følelser. De forsvinder fra bevidstheden, og kan derfor ikke udsættes for refleksion. Men følelserne er der stadig og kan give sig udtryk i form af psykosomatiske lidelser, raserianfald, uligevægt o.a.
Når man nu ved at følelserne er med til at styrke de kognitive ressourcer, bl.a. evnen til at reflektere over sin egen situation, vurdere og træffe beslutninger, skulle man tage udsagn som: »Jeg spiser på grund af følelsesmæsssig ubalance« alvorligt i behandlingen og behandlingstilbuddene af overvægtige.
Mange overvægtige fortæller, at det er en indre uro, der får dem til at overspise. Men mange er dårlige til at identificere, regulere og udholde smertefulde følelser.
Hvis hun ikke kan identificere sine følelser, er det heller ikke så ligetil at forklare sig. Det bliver måske bare noget med: jeg spiser på mine følelser. Det bliver nemt at affærdige hende med et skuldertræk og en ny kostplan.
Hvis man begynder at udskrive recept på psykologhjælp på linje med diætistbehandling og motion, kommer det til at koste noget. Men da det er penge, der kommer igen i form af sundere mennesker, er det vel ikke den eneste grund til at man underprioriterer den form for hjælp?
Er det af moralske grunde? ” Vi skal vel ikke være med til at betale fordi hun ikke kan styre sig? ”
Eller kan det være fordi alt, hvad der begrundes med følelser, er i miskredit hos behandlere og beslutningstagere?
Modsætningen mellem fornuft og følelse er en myte. Måske en af dem der står i vejen for at mindske fedmeproblemet.
Vi har indset det med andre selvdestruktive, angstdæmpende lidelser som alkoholisme, cutting, anoreksi o.a. Det bør vi også kunne med hensyn til overspisning og overvægt.
Kronik: Er overspisning en last eller lidelse?
Bragt i Jyske Vestkysten den 6. december 2009 (klik på billede for at hente som PDF-fil)
Fyns Stiftstidende 21. august 2008
Linda Lassen fra Nyborg, pt. Nuuk i Grønland, udgiver sin 20. bog – nu for voksne. Linda Lassen er et af de mennesker, der aldrig har ligget på den lade side på livets sofa.
Den 59-årige lærer og psykolog har siden 1997 fået udgivet 20 bøger, fortrinsvis romaner for børn og unge, men også en digtsamling og en fagbog. Nu kommer den første voksenbog.
Romanen hedder “Den grimme kælling” og handler om en folkeskolelærer, der tager sit job alvorligt og er meget anset i den lille by. Lige indtil hun tager hånd om et barn og en hemmelighed, ingen bryder sig om.
– Som barn gav jeg mig selv det løfte, at jeg aldrig nogensinde ville glemme, hvor svært det kunne være at være barn. Måske er det derfor, mange af mine bøger altid indeholder en grundstemning af melankoli, tristhed, utryghed, siger Linda Lassen.
– Selv om jeg gerne ville skrive en griner, så er melankolien der og slås med humoren – begge kræver ret til at være med, tilføjer hun.
Linda Lassen er født i Odense, men har levet det meste af sin tid i Nyborg. Blandt andet med arbejde på Kystsanatoriet og i Statsfængslet. Den sidste sommer er adressen dog i Nuuk, Grønland
Grønland?
– Min mand fik job på seminariet i Nuuk. Vi besluttede at udfordre os selv og prøve noget helt nyt, og det har været en god beslutning, siger Linda Lassen, som i juli var på ferie i Danmark.
– Et nyt land sætter nye tanker i gang hos én. Det er sundt i min alder. Grønland giver tid til fordybelse Man bliver tvunget til at se tingene på en anden måde.
– Nuuk er på størrelse med Nyborg, og alting er overskueligt. Man går til det, der er. På den måde bliver man mere engageret i samfundet end i Danmark, hvor der er så mange valgmuligheder, siger Linda Lassen.
Om at leve med sit liv
Drivkraften bag Linda Lassens forfatterskab er undren. Og nysgerrighed.
– Jeg blev forfatter, fordi der er meget, jeg ikke fatter i livet. Derfor handler mine bøger ikke om problemer, men om, hvordan man lever med sine problemer. Hvordan man takler dem. Når jeg ser mig omkring, er det jo nogle utrolige liv, folk kan overkomme. Hvordan lever man med en viden, man ikke vil have?
– Det er dét, der tænder mig, siger Linda Lassen.
Det er ikke tilfældigt, at hovedpersonen i romanen “Den grimme kælling” er folkeskolelærer, som forfatteren selv var engang.
– Bogen handler om det almene. At vi alle har indflydelse på hinandens liv. Og hvad der sker, når vi tager et ansvar eller lader være, siger Linda Lassen.
– Jeg tænker tit på min egen gamle lærer, Maren Mikkelsen. Jeg skrev som barn digte i smug, men hun satte ord på min skrivetrang og sagde, at jeg nok skulle blive forfatter engang.
– Hun så min drøm, og den fik derfor lov til at blive andet end en drøm, siger Linda Lassen og tilføjer:
– Jeg har så mange historier inde i hovedet. Jeg vil gerne nå at få dem skrevet.
– Jeg opdagede jo, at ved at lege med sproget kunne man skabe en anden verden og ændre på den, der var.
– Det er det, der driver mig. At man kan blive ved med at undersøge, hvordan folk overkommer dette liv, siger Linda Lassen.
Linda Lassen fotograferet foran en række af sine egne bøger under et foredrag på biblioteket i Nyborg, hvor hun har boet og arbejdet som lærer og psykolog i mange år.
Se billederne fra artiklen: www.fyens.dk/article/1053654
Andre kronikker, interviews mv.:
Interview på Litteratursiden.dk om min bog, Hoppers Hotel
Læs min kronik fra Jyske Vestkysten: Er overspisning en last eller lidelse?
Læs min kronik fra Fyens Stiftstidende om fedme og forklaringer