|
| |
Forfattervirksomhed
|
Jeg har altid ønsket at få det jeg
skriver ud til andre, men det er først i de sidste 8 -10 år, jeg har
kunnet prioritere det at skrive næsten så højt, som jeg gerne vil -
i hvert fald så højt, at jeg har fået noget udgivet. Ellers har det
mest været på det faglige felt, jeg har kunnet få min skrivelyst
stillet.
Fra den dag jeg kunne stave mig igennem min første børnebog vidste
jeg, at jeg selv ville skrive bøger. Men det sagde jeg ikke til
nogen. Jeg blev anset for at være lidt sær, og der var jo ingen
grund til at gøre det værre.
Som barn læste jeg altid. Bøgerne var min trøst, mine håb, min
adgang til en større verden og indsigt.
Jeg skrev mit første digt, da jeg
var ni. Jeg troede, jeg skulle være lyriker, men da jeg fik tid til
at skrive længere tekster, fandt jeg ud af, at prosaen kunne rumme
det hele.
Jeg har indtil nu mest skrevet for børn og unge. Jeg bilder mig ind
at kunne huske mine egne følelser og tanker fra barndommen vældig
godt og synes, det er en form for forpligtelse at give noget videre.
|
 |
Jeg har en erindring. Jeg var 9 eller 10 år. Det var sidst på
eftermiddagen, og det småregnede. Jeg havde lige besøgt en veninde.
Jeg var trist, fordi jeg skulle hjem. Jeg husker ikke mere over
hvad. Måske var mine forældre sure på mig. Måske var de sure på
hinanden. Somme tider kunne det være svært at finde ud af, hvad de
voksne var sure over og hvad der skulle til for at gøre dem
tilfredse. Måske var jeg ked af noget, jeg ikke kunne sætte ord på.
Men jeg husker, det var den dag, i det grå tusmørke, jeg gav mig
selv det løfte, at jeg aldrig nogensinde ville glemme, hvor svært
det kunne være at være barn.
Måske er det derfor mange af mine bøger altid indeholder en
grundstemning af melankoli, tristhed, utryghed. Uanset hvor mange
gange jeg har tænkt at nu ville jeg skrive en rigtig griner, så når
jeg højst til side fire, så er den der … den utrygge, triste pige i
regnvejr på vej hjem til aftensmaden med en knude i maven af angst
for, hvordan stemningen ville være. Det betyder ikke, at jeg ikke er
humoristisk. Min humor er nok bare blandet op med melankoli og
derfor lidt underspillet.
Jeg debuterede i 1997 med en digtsamling: Balloner flyver væk
I år 2000 skrev jeg fagbogen: Overspisning
Derudover har jeg skrevet en række børne og ungdomsbøger
Jeg er gift og vi har tilsammen 5 voksne børn og 6 børnebørn. |
|
|
|
|
|
|