Jeg har altid ønsket at få det jeg skriver ud til andre, men det er først i de sidste 8 -10 år, jeg har kunnet prioritere det at skrive næsten så højt, som jeg gerne vil - i hvert fald så højt, at jeg har fået noget udgivet. Ellers har det mest været på det faglige felt, jeg har kunnet få min skrivelyst stillet.

Fra den dag jeg kunne stave mig igennem min første børnebog vidste jeg, at jeg selv ville skrive bøger. Men det sagde jeg ikke til nogen. Jeg blev anset for at være lidt sær, og der var jo ingen grund til at gøre det værre.
Som barn læste jeg altid. Bøgerne var min trøst, mine håb, min adgang til en større verden og indsigt.

Jeg skrev mit første digt, da jeg var ni. Jeg troede, jeg skulle være lyriker, men da jeg fik tid til at skrive længere tekster, fandt jeg ud af, at prosaen kunne rumme det hele.
Jeg har indtil nu mest skrevet for børn og unge. Jeg bilder mig ind at kunne huske mine egne følelser og tanker fra barndommen vældig godt og synes, det er en form for forpligtelse at give noget videre.