Fra den dag jeg kunne stave mig igennem min første børnebog vidste jeg, at jeg selv ville skrive bøger. Men det sagde jeg ikke til nogen. Jeg blev anset for at være lidt sær, og der var jo ingen grund til at gøre det værre.
Som barn læste jeg altid. Bøgerne var min trøst, mine håb, min adgang til en større verden og indsigt. Ordene var mine bedste venner.
Jeg skrev mit første digt, da jeg var ni. Jeg troede, jeg skulle være lyriker, og i 1997 udgav jeg da også en digtsamling: “Balloner flyver væk”, men da jeg fik tid til at skrive længere tekster, fandt jeg ud af, at prosaen kunne rumme det hele.
Jeg har indtil nu fået udgivet mere end 40 bøger. De første mange år af mit forfatterliv skrev jeg mest til børn og unge. Jeg mener at kunne huske mine egne følelser og tanker fra barndommen vældig godt og synes, det er en form for forpligtelse at give noget videre.
Jeg har en erindring. Jeg var 9 eller 10 år. Det var sidst på eftermiddagen, og det småregnede. Jeg havde lige besøgt en veninde. Jeg var trist, fordi jeg skulle hjem. Jeg husker ikke mere over hvad. Måske var mine forældre sure på mig. Måske var de sure på hinanden. Somme tider kunne det være svært at finde ud af, hvad de voksne var sure over og hvad der skulle til for at gøre dem tilfredse. Måske var jeg ked af noget, jeg ikke kunne sætte ord på.
Men jeg husker, det var den dag, i det grå tusmørke, jeg gav mig selv det løfte, at jeg aldrig nogensinde ville glemme, hvor svært det kunne være at være barn.
Måske er det derfor mange af mine bøger altid indeholder en grundstemning af melankoli, tristhed, utryghed. Uanset hvor mange gange jeg har tænkt at nu ville jeg skrive en rigtig griner, så når jeg højst til side fire, så er den der … den utrygge, triste pige i regnvejr på vej hjem til aftensmaden med en knude i maven af angst for, hvordan stemningen ville være. Det betyder ikke, at jeg ikke er humoristisk. Min humor er nok bare blandet op med melankoli og derfor lidt underspillet.
I 2008 udkom min første roman for voksne “Den grimme kælling” og siden har jeg vekslet mellem at skrive for børn og voksne.
Fra 2007 – 2009 var min mand og jeg bosat i Grønland. der blev jeg inspireret til at skrive min første historiske roman: Håbets År – om præsten hans Egede og hans kone Gertrud Rask og deres fire børn.
Der fandtes stort set intet nedskrevet om Gertrud Rask, så jeg måtte i gang med at researche. Det var spændende, sjovt og udfordrende. Derfor var det helt naturligt for mig at fortsætte i det spor, da vi efter grønlandsopholdet bosatte os i Sønderjylland, hvor vi nu (i 2019) har boet 10 år. Her er jeg også omgivet af historiske “åsteder”, så jeg skriver og skriver. Ikke kun historisk, men meget historisk.
Ordene er stadig mine trofaste venner. De stiller sig til rådighed, uanset hvad jeg finder på. Derfor gør jeg mig naturligvis umage for at behandle dem godt.