Forlag: Gyldendal. Udgivelsesdato: maj 2009.
Beskrivelse:
To spændende og velfortalte bøger, hvor indholdet vil fænge målgruppen. Vi møder Mie i vante omgivelser i skolen, blandt veninderne og i klubben. Pludselig sker en omvæltning. Familien skal flytte til Grønland. Far har fået et job på gymnasiet. Bøgerne handler om de genvordigheder en flytning giver – at skulle sige farvel til klassen, veninderne og familien – for at skulle integrere sig i et samfund i Grønland. Det giver mange konflikter men også mange gode oplevelser. Forfatteren skriver vedkommende og har lavet et flot research. I Havet nyser følger læseren familiens flytning og deres første halve år på øen, hvor kontakter etableres, venindekonflikter opstår, mobning og savn. I 2. bind laver nogen graffiti i byen, sportshallen brandskades og en børnelokker rumsterer. Mie fatter mistanke. Er hendes lillebror involveret? Bøgerne giver et realistisk indblik i livet på Grønland i dag.
Lektør: Lisbeth Thue Hansen
***
Af Kurt Kristensen, www.sermitsiaq.gl, Juli, 2009
Der er ofte fokus på de mange danskere, som får arbejde i Grønland.
Mange af disse medarbejdere tager resten af familien med til Grønland, men det er meget lidt, som vi kender til dagligdagen hos den medrejsende hustru, ægtemand og børn.
Nu har forfatteren og psykologen Linda Lassen skrevet to børnebøger, »Havet nyser« og »Ravnene tier«, om piger Mie, som flytter til Grønland, fordi hendes far er blevet lærer på GU i Nuuk.
Og med stor indlevelsesevne fortæller Linda Lassen om de tanker, som går gennem Mie hoved, og om det kultursammenstød, som et dansk barn møder i den gode skole Atuafitsialak.
Resultatet er blevet to læseværdige bøger – også for de voksne.
|
||