Anmelderkommentarer:

Men sko må jeg ha´

Her er endelig en nutidig roman om sønderjyderne under ”den tyske tid” fra 1864-1920.

Linda Lassen har taget en skæbne fra den tid, vandrelærerinde Henriette Gubi, og skildret hende levende og rørende, så man føler med hende og forstår de valg, hun tager.

Henriette kommer fra et meget fattigt og meget dansk hjem. Hun bliver tidligt klar over, at hun må være med i arbejdet for at holde fast i den danske identitet. Hun er svagelig, fordi hun har haft tuberkulose som barn og derfor har mistet sit ene øje. Lærerinde kan hun dog blive, og hun ender med at arbejde som det, man kaldte vandrelærer, en lærer, der drog fra hjem til hjem blandt de dansksindede og underviste områdets børn. Det var på det tidspunkt forbudt at undervise på dansk, så preusserne forsøgte på alle måder at spænde ben for hendes arbejde.

Hun bliver også forelsket, i en enkemand med mange børn, og venter en angstfyldt sommer på hans svar.

Sideløbende med Henriettes historie hører vi om en anden af skæbnerne i den tid, nemlig Knud. Knud er flygtet fra preussisk militærtjeneste, men må alligevel blive hjemme på familiens gård, fordi hans forældre har brug for hans hjælp. Hans far var med i 1864 og lider nu af posttraumatisk stress. Knud er under jorden i familiens kælder i mange år.

Linda Lassen har forstået at skildre mentaliteten i den tid, så det bliver levende og forståeligt. De dansksindede bliver levende mennesker, der handler og kæmper, og man følger den danske bevægelses udvikling fra den første stejle modstand til man begynder for alvor at organisere sig og kæmpe også på preussernes vilkår. Forfatteren kan noget med at skildre de stille eksistenser, så man kommer helt ind under huden på dem og lever med dem.

Man kan sammenligne lidt med Hanne Reintofts bog: Nu er det længe siden, men denne bog rørte mig mere.

Oprettet: 07.04.2015 – 14:33   Litteratursiden.dk  Hanne Næsborg

kristeligt dagblad marts 2015

Kvinden, der ikke ville nøjes med anerkendelse

Smuk og bevægende roman om en sønderjysk vandrelærerinde i den preussiske tid

Beretningen om den stærke kvinde med de indre sår er letflydende.

Denne bog, der af forlaget karakteriseres som næsten dokumentarisk, fortæller overbevisende

om den vanskelige hverdag for de dansksindede i Sønderjylland og Nordslesvig, efter at grænsen som følge

af nederlaget i 1864 var blevet flyttet op til Kongeåen.

Som roman lever historien først og fremmest i kraft af det fine og indtrængende portræt, som Linda Lassen

giver af Henriette Gubi (1856- 1894), der opnåede stor anerkendelse for sin opofrende indsats for den danske sag.

Men det, hun dybest ønskede sig, blev aldrig opfyldt. Nok blev hun opfattet som en både stærk, morsom og kvik

kvinde. Smerten, der fulgte hende, holdt hun for sig selv.

Dertil kom tvivlen, den plagsomme tvivl om, ”hvorvidt det, hun brugte sit liv på, var det værd”. Hun virkede blandt mennesker, men i sine

mismodige stunder var hun den ensomme. Hun savnede ro til at finde en indre ligevægt, som hun behøvede for at kunne hengive sig til den

glæde, hun havde ved at skrive.

Henriette Gubi voksede op i et fattigt hjem. De fleste af hendes mange søskende døde som børn eller unge. Svagelig var hun også selv. Således måtte hun på grund af alvorlig sygdom cirka i 15-årsalderen have det ene øje erstattet af et glasøje. Med vellykket resultat.

Hun kom på højskole og siden på Zahles Seminarium og underviste efterfølgende dels på en skole, dels i private hjem.

I 1890 blev hun på opfordring af den kendte redaktør og politiker H.P. Hanssen vandrelærerinde og var som sådan

henvist til et omflakkende liv, idet hun boede rundt om på de gårde, hvor hun underviste børnene i dansk, danmarkshistorie,

bibelhistorie og geografi.

Som ung skrev hun digte, der blev offentliggjort i avisen Dannevirke. Hendes inderlige, men næsten hemmelige drøm var at folde sig ud

som forfatter. Et manuskript til en roman blev på hendes foranledning bedømt af forfatteren Zakarias Nielsen, og hans forbeholdne reaktion –

der dog slet ikke var uden håb – ramte hende hårdt. Med tilkæmpet resignation erklærede hun: ”Så nu ved jeg, hvad jeg skal! Jeg skal

blive en god lærer for sønderjyske børn, og det er jo ikke det ringeste”. Men skrivetrangen slap hende ikke.

Den anden store smerte, som Henriette Gubi måtte bære, skyldtes forsmået kærlighed: Den enkemand, som hun gerne ville have været

gift med, foretrak sin husbestyrerinde.

”Jeg elskede og mistede – det var måske Guds mening. Måske var jeg for lykkelig (…), ville mit eget for meget”, skrev hun i sin

dagbog, men uden at finde lindring. Og den fandt hun vel aldrig. Som hun tillige skrev: ” (…) jeg vil ikke nøjes med anerkendelse. Jeg vil elskes!”

Men hun forblev ugift.

Et fortættet udtryk for, hvor umulig tilværelsen kunne være kunne være under fremmed herredømme med bestandig nidkær overvågning,

får vi med den parallelle historie om en ung mand fra Sundeved, Knud Sørensen, der for at undgå preussisk militærtjeneste levede illegalt

på forældrenes gård, hvor hans daglige hjælp var påkrævet. Hans ”hjem” var et lille værksted med et klædeskab,der førte ned til en

gammel kartoffelkælder. Han fik børn med forældrenes tjenestepige, Frida, og forsøgte gentagne gange at slippe fri af det, der i realiteten

var et fangenskab. Det lykkedes meget sent: Han havde ikke i samme grad som Henriette Gubi viljen til modstand. Knud Sørensen fulgte hendes virke på afstand. Men de mødtes kun én gang – og meget sent: kort før Henriette Gubis død. Den bitre pointe er, at netop de to kunne have fået et godt liv sammen. Begge havde de interesse for poesi, og begge havde de kreative evner.

Sigende er den oplysning, vi får på romanens sidste side: Fridas og Knuds nydøbte datter har fået navnet Henriette.

På seminariet blev det sagt om Henriette Gubis håndskrift, at den ”var fuld af følelse og karakter”. Noget lignende gælder Linda Lassens

roman – den afspejler hovedpersonens følelse og karakter. Uden at forfatteren tilsyneladende gør ret meget for det, som om det hele kommer af sig selv. Det er stor kunst at give læseren den fornemmelse. Forudsætningen er indlevelse: Alt ned til de mindste detaljer opleves gennem den.

Hvor omfattende Linda Lassens research har været, røber litteraturlisten. Det historiske er imidlertid skrevet så ubesværet og naturligt ind

i handlingen, at man forledes til at tro, at også den side af sagen er kommet af sig selv.

Beretningen om den stærke kvinde med de indre sår er letflydende og umiddelbart engagerende. ”Men sko må jeg ha’” er en smuk og bevægende roman.

Claus Grymer

Fra “Folkeskolen”

Det er sin sag at kæmpe for danskheden, når man lever under preussisk herredømme. Lærerne var et våben i denne kamp, og nu er en af deres historier fortalt i romanform. Herligt.

Linda Lassen har skrevet en bevægende fortælling om en ung idealist, der i den lille historie fortæller den store historie om eftervirkninger af 1864-nederlaget. I de 56 år, Sønderjylland var tysktalende, foregik en kamp om at bevare danskheden og vel egentlig også at udvikle dette diffuse begreb.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte Linda Lassen som forfatter, før jeg læste denne roman, men det bliver nok ikke den sidste bog af hende. En oplagt bog til juleferielæsningen.

Uddrag af Historie-onlines anmeldelse

Dette er en roman af de bemærkelsesværdige. Det er en dokumentarisk roman, der er gennem-researchet og dertil velskrevet. Den behandler den lille historie på baggrund af den store. Den store historie som kulisse for ganske almindelige menneskers daglige trummerum. Uden på noget tidspunkt at blive hverken patetisk eller overdrevent national. Hvilket emnet naturligvis let kunne invitere til.

Om Nordslesvigs danske befolkningsdel i tyskertiden har fynboen, men nu i Gråsten boende, Linda Lassen (født 1948) med sin nye bog rejst en bautasten af de bemærkelsesværdige. Lassen, der er lærer- og psykologuddannet, har i alt skrevet mere end 30 bøger med vidt forskelligt indhold, gjorde sig især bemærket i 2007 med den på bl.a. historie-online anmelderroste roman med titlen Håbets år – historisk roman om Gertrud Rask og Hans Egede. Denne gang er roman-temaet den historisk eksisterende vandrelærerinde Henriette Gubi (1856-94), der i sit korte liv gav hundreder af danske børn indsigt i dansk sprog og kultur. Og som derfor blev en form for mobil højskole.

Henriette er mesterligt beskrevet som en kvinde med stor empati og kærlighed til såvel familiemedlemmer som til de mange andre, hun kom i nærheden af.

Linda Lassen har med sin seneste roman præsteret at tegne et markant portræt af en stærk, målrettet og dedikeret kvinde, hvis tidlige død bevirkede, at hun kun delvist nåede de mål, hun havde sat sig. Denne kvinde samt hendes såvel nære som mere fjerne berøringsflader er beskrevet med en inderlighed i tonen samt empati og så stor forståelse, at læseren ikke kan undgå at tro på hende.

Thomas Petersen

Landbrugsbladet, nov. 2014: En frontberetning fra de ydmyge steder.

Sønderborg nyt, okt. 2014: Gribende roman om tiden under tysk flag.

d. 17.9 2014

Anmeldelserne er begyndt at komme, og de er indtil videre meget begejstrede. Jyske vestkysten slutter sin både informative og rosende anmeldelse med ordene: “Når jubilæumsåret er lagt bag os, har man ikke fået det betydeligste og markanteste læsestof om eftervirkningerne af 1864 med, hvis ikke man har læst Linda Lassens bevægende personskildring om vandrelærerinden fra Neder Jerstal.”  og i en hel sides kronik i Flensborg avis ( 11.9) står der bl.a. : Linda Lassens personer er underspillede stille eksistenser og bliver på den måde dramatiske. Hendes personer er udadtil stilfærdige, men inde i dem ulmer de store følelser. Henriette Gubis forelskelse er mesterligt skildret. … Det er en vellykket roman Linda Lassen har skrevet. Man kan ikke lægge den i sig, før man er færdig.”
”Men sko må jeg ha’ ” udkom på forlaget Hovedland 22 august 2014.

D. 22.8 214 udkom “Men sko må jeg ha’ ” – roman om Vandrerlærerinden Henriette Gubi,

som sammen med mange andre i årene efter 1864 arbejdede for at bevare det danske sprog og få Sønderjylland forenet med det øvrige Danmark.

Lidt om indholdet:

I år markerer vi 2. Slesvigske krig og nederlaget ved Dybbøl.

I 1864 led Danmark det største nederlag nogensinde. Vi måtte afgive hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til preusserne – 33 % af landets areal og 40 % af dets indbyggere.

Mange har hævdet,  at vores identitet blev grundlagt i denne nederlagets stund, men i årene efter 1864 arbejdede mange mennesker i de nu tyske områder for at bevare danskheden. Denne kamp tror jeg i ligeså høj grad har påvirket vores selvopfattelse, som nederlaget ved Dybbøl gjorde det.

For historien sluttede jo ikke i 1864. De mennesker, der boede i de nu tyske områder, holdt ikke op med at føle, tænke og være danske. I de 56 år Sønderjylland var under fremmed herredømme, skete der en stadig mere bevidst kamp for at bevare danskheden. Der var mennesker, der satte deres eget til side for at kæmpe en kamp, som mange af dem aldrig selv så resultatet af. Hvad drev dem? Hvad driver mennesker til at kæmpe for noget, der rækker ud over dem selv?

Herom handler Men sko må jeg ha’ – en roman om  Vandrelærerinden Henriette Gubi.

Henriette Gubi blev født 1856 i Neder Jerstal og voksede op i et fattigt hjem med mange søskende, hvoraf de fleste døde af tuberkulose som små eller unge. Henriette var også selv svagelig. Bl.a. led hun livet igennem af en øjensygdom, der medførte at hun som ung måtte have fjernet det ene øje.

Familien var dansksindet, og Henriette skrev digte og små fortællinger om de nationale forhold, som hun sendte til avisen Dannevirke. Redaktøren Hjort Lorenzen og politikeren H. A. Kryger sørgede for, at hun kom på Ryslinge højskole og senere på Zahles Seminarium.

Fra 1882 – 90 underviste Henriette Gubi i private hjem og på en lille skole ved Rejsby, indtil hun i 1890, af  H P Hanssen blev opfordret til at blive vandrelærer. I skolerne var det danske sprog nemlig blevet fortrængt, og i 1888 blev det helt forbudt – også I frikvartererne.

Henriettes opgave var at undervise i dansk sprog, historie, geografi m.v. og hun gik til opgaven med lyst og fantasi, trods de besværligheder det medførte at skulle skifte bopæl hver tredje/fjerde uge og hver gang lære nye mennesker og deres livsform at kende. Hun boede bl.a på gårde omkring Skærbæk, Ballum, Rødding og på det meste af Sundeved, ligesom hun fik gode venner i højskolekredsene nord og syd for Kongeåen.

Udadtil var Henriette stærk og humørfyldt, men fra bevarede breve og dagbogsoptegnelser ved man, at hun savnede et privatliv, ofte var syg, manglede penge og havde svært ved at opgive drømmen om at skrive. Og de preussiske myndigheders chikane gjorde ikke hendes arbejde lettere.

En anden vigtig person i romanen er Knud Sørensen, en ung mand fra Sundeved, der, som det var kutyme først i 70.erne, måtte udvandre for at undgå preussisk militærtjeneste. Han fik plads på en gård på Fyn, men da forældrene, der havde en mindre gård, ikke kunne undvære ham, kom han hjem igen. De næste 20 år gemte han sig på forældrenes gård. ( I en gammel vævestue med et skab, hvis bund kunne fjernes og gav adgang til kælderen). Knud fik børn med forældrenes tjenestepige og forsøgte gentagne gange at komme ud af ”fangenskabet” men blev bremset både af myndighederne, sin familie og sin egen tiltagende modløshed.

Det har været en utrolig spændende proces for mig at skrive bogen. 3 år har det taget, med læsning og masser af research rundt om i Sønderjylland, hvilket har betydet, at jeg har lært Sønderjylland og dets historie meget bedre at kende og fået en masse gode kontakter og venner. Min farfar var Alsing, men indtil vi flyttede hertil Gråsten i 2008 kendte jeg ikke meget til Sønderjylland. Nu har jeg levet mig ind i landsdelens historie og føler mig næsten som sønderjyde.

Desuden ved jeg nu, hvordan man fjerner et øje, hvordan man i 1880 kom med tog og skib fra Neder Jerstal til Ryslinge og København, og hvilke af de mange kendte sønderjyder fra den tid, Henriette Gubi lærte at kende. Hvad de tænkte og troede på, hvori deres uenigheder bestod, og hvilke strategier de fulgte for at bevare danskheden.

‘Men sko må jeg ha’ af Linda Lassen

Snart kommer en ny tv-serie om krigen i 1864 og hvad ville være mere oplagt også at læse en bog om vilkårene i årene efter? Henriette Gubi bliver født i Sønderjylland året 1856. Hun kommer til at mærke, hvad det vil sige at have tabt krigen . Hun evnede at fortælle og skrive digte og fik trods fattige kår en uddannelse på Zahles i København. Imidlertid er dansk blevet forbudt i skolerne og Henriette ser det som et kald at undervise de danske børn i deres hjem, så hun bliver vandrelærerinde. Sideløbende hører vi historien om Knud, som bor illegalt hjemme, da han nægter at melde sig til preussisk militærtjeneste. Romanen har gode person- og hverdagsskildringer om tiden efter krigen. Interessant læsning om de barske vilkår for danskerne i et tabt land.