Forfatteren Martha Christensen (1926-1995) havde læsere i alle grupper af befolkningen. Mange husker hendes bøger om udsatte mennesker, der havde svært ved selv at komme til orde: Vær god ved Remond, En fridag til fru Larsen, Vores egen Irene, for blot at nævne nogle. Hun fik De Gyldne Laurbær for romanen Dansen med Regitze, hun blev kåret til Danskernes Yndlingsforfatter og modtog mange andre litterære priser. Flere af hendes romaner blev filmatiseret. Alligevel findes der ingen biografi om hende. Før nu. Min biografi om Martha Christensen udkommer maj 2022, og jeg kommer gerne ud og fortæller om Martha Christensens liv og forfatterskab og mit arbejde med at skrive biografien.
Vi er alle udleveret til hinanden. Det kunne være overskriften over hele hendes forfatterskab, hvad enten hun skriver om magtmisbrug, vores behov for syndebukke, eller måden vi møder mennesker, der er svagere end os selv, på. Martha Christensen havde et skarpt blik for den ondskab vi udsætter hinanden for, ikke altid af ond vilje, oftest på grund af manglende selvindsigt. Vi kan godt bilde os ind, at vi er gode og uegennyttige, men vi er det sjældent.
Enhver forfatter taler om de temaer, der er aktuelle i tiden, men også om de temaer der ikke kunne tales om. Den tabuiserede og undertrykte seksualitet og de konsekvenser, den fik for det enkelte menneske, er et underbelyst men vigtigt tema.
Der er ikke mange lykkelige slutninger i hendes romaner, Men der er håb. Håbet holdes i live der, hvor nogen bryder ud af de fastlagte roller og griber de handlemuligheder, der viser sig i hverdagen. Selv den mindste venlige ting er med til at gøre verden bedre, og som Ghita Nørby skrev om Manden, som ville ingen ondt: ”At læse Martha Christensen er i hvert fald én ting, vi kan gøre.”
Martha Christensen var stille og beskeden uden lyst til at fortælle offentligheden om sig selv. ”Alt står i mine bøger,” sagde hun, når hun forsøgte at komme uden om en offentlig optræden.
Hun var folkelig i ordets bedste betydning. Alle kunne læse hende. Hun kunne sige noget dybt med få enkle ord – og gjorde det. Hun er en eksistentialistisk humanistisk forfatter, som med stille indignation, men også med ømhed og humor, påviser at vi alle har et ansvar for hinanden.
En anmelder skrev: ”Det er livsvigtigt at læse Martha Christensen.”
Det gælder stadigvæk.
Biografien udkom 19 maj 2022.
Lektørudtalelse juli 2022
Glimrende, velskrevet og godt disponeret litterær biografi om en stor kvindelig personlighed. En biografi som giver en lyst til at læse Martha Christensen
Flensborg Avis.
Flot biografi om stor dansk forfatter.
Forfatteren Linda Lassen fra Gråsten har begået en fremragende biografi om den danske forfattere Martha Christensen, der skrev bestsellere som »En fridag til fru Larsen« og »Dansen med Regitze«.
Bogen er skrevet kronologisk med en gennemgang af Martha Christensens forfatterskab og modtagelsen af de enkelte værker. Der gik lang tid, før forfatterinden med rødder i Holsted fik sit gennembrud. Hendes kendeste værker er »Vær god ved Remond«, »En fridag til fru Larsen« og »Dansen med Regitze«, der blev filmatiseret med Ghita Nørby i hovedrollen.
Martha Christensen var en sky person. Hun gemte sig bag sine store briller og de cigarettåger, et pænt stort tobaksforbrug lagde som røgslør over en stærkt introvert personlighed. Linda Lassen beskæftiger sig med, hvad der har præget Martha Christensen. Hun brød sig ikke om offentlighed, men sagde »Alt står i mine bøger«. Engang blev hun sat på plads af forlaget, da hun havde afslået at medvirke i et interview efter udgivelsen af sin debutroman.
Efter krigen blev hun optaget på Ribe Seminarium, som var et kvindeseminarium. Hun stoppede efter et år. Ingen ved i dag hvorfor. Linda Lassen mener, Martha Christensen blev udsat for voksenmobning. Hun var anderledes og faldt uden for den gængse kvindeopfattelse. Martha Christensen var maskulin i sin fremtoning og kan af den grund være sat uden for fællesskabet. Det ramte hende hårdt. Hun tog et år i huset i England og betegnede selv tiden som sine svære år.
Linda Lassen har gjort et stort stykke arbejde ved at læse hele forfatterskabet, et hav af interviews og anmeldelser samt at interviewe familie og venner. Det har ikke været let at støve kildematerialet op til en bog, hvis hovedperson skyede al offentlighed og helst ville undgå den.
Det er en flot og uundværlig bog, for det ville være en skam ikke at have et skriftligt minde om en af landets mest bemærkelsesværdige forfattere, der ifølge Linda Lassen var overset af litteraterne.
Styrken i udgivelsen er hidtil ukendte fotos fra Holsted og Fyn, hvor Martha Christensen boede, samt den personlige fortælling om, hvordan hendes nærmeste opfattede det lidt særegne menneske.
Der vil sikkert komme bedømmelser af, hvordan Linda Lassen har grebet opgaven an, og hvorfor hun sammenligner med Tove Ditlevsen, og om konklusionerne om Martha Christensen som seksuelt skræmt forfatter og voksenmobbeoffer holder i mål. Vi kunne ikke have været denne biografi foruden. Den fortjener en stor læserskare og har stor relevans i dag, hvor mobning er mere udbredt, end nogen gør sig klart. Martha Christensen og Linda Lassen forbliver relevante i det 21. århundrede.
Anmeldelser omtaler og respons:
1 maj 22
Kære Linda Lassen,
Tak for din Martha-bog. Den bog kan du være stolt af! Det er en retfærdighedshandling
Bedste hilsner
Hans Hertel
Linda Lassen Martha Christensen 239 sider HovedlandEn godt redigeret, velskrevet og nuanceret biografi. Det er lige dele dokumentar om forfatterens liv og levned, analyse af hendes tekster, interviews med hende selv og beskrivelse af de anmeldelser, hun fik gennem tiden.Det er en spændende biografi, mere spændende end mange andre biografier idet den er så afvekslende og nuanceret. Og kommer med så mange tanker fra Marthas inderste væsen, at det sætter tanker igang hos læseren selv.Vi får desuden en række fotos fra hendes privatliv, der på forskellig vis fortæller de historier, som Martha Christensen med sin værnen om de stille eksistenser havde behov for at give udtryk for. Og som lykkedes med i overordentlig fin grad.Martha Christensen havde i mange af de interviews, der er gengivet i bogen, nogle sjove men meget præcise og tankevækkende formuleringer om sit forfatterskab, der i høj grad tog udgangspunkt i folk på “vrangsiden”, de stille, de anderledes, de syge, de der lever på kanten.Der er nogle enkelte historiske smuttere, såsom SFs hedensgangne blad, Minavisen, bliver til Miniavisen. Lille var avisen da også, i hvert fald af omfang.Der er ikke grænser for de fremragende anmeldelser, de priser og den storhed, mange tog imod Martha Christensens forfatterskab med. Det fremgår tydeligt af bogen her hvorfor. Det er nemlig i absolut grad lykkedes for Linda Lassen at få det bankende hjerte og skarpe hjerne hos Martha Christensen frem, så vi får et klokkeklart billede af, hvem denne pige og senere meget meningsdannende kvinde var. Som formåede at få fat i store grupper af læsere der ikke tidligere interesserede sig synderligt for litteratur.Ganske imponerende. (Bogsyn 19 maj 2022) |