Hoppers Hotel er et lille trestjernet hotel i en sidegade til Vesterbro i København. Kate, hotellets receptionist, drømmer om at tage det helt rigtige billede og blive berømt og anerkendt. Hun mener, at enhver skaber sit eget liv. Det drejer sig kun om at træffe de rigtige valg og slippe uden om familiebindinger, snærende kæresteforhold og fortidens skygger.
Ligeledes mener hun, at viden er kapital, og derfor holder hun sig ikke tilbage, når det kommer til at undersøge såvel gæsterne som hendes kolleger nærmere. Efterhånden som Kate trænger ind bag nogle af gæsternes og kollegernes facader, finder hun ud af noget om sig selv – og det er ikke det hele, der er lige flatterende.
”Man skal snyde før man kan nyde!” Det valgsprog passede engang, men efterhånden krakelerer Kates tro på sin
egen dømmekraft. Er der overhovedet noget af det, hun har troet på og handlet ud fra, der holder?
Lektørudtalelse
Linda Lassen har skrevet en lang række bøger for børn og enkelte fagbøger, dette er hendes første roman for voksne. Den handler om Kate og de andre på Hoppers Hotel, opkaldt efter den kendte maler. kates forhold til broderen Kenneth, der sidder i fængsel – og hvordan det er at være i fængsel – er også en væsentlig del af handlingen. Kate er meget målrettet i sit liv, og sorterer folk efter, hvad hun kan få ud af sit bekendtskab med dem.
Læseren kommer hurtigt ind under huden på dem, og det er personskildringen, der er romanens absolutte force. Der er egentlig ikke så meget handling, men læseren fanges hurtigt ind i personkredsens små og store problemer, og det er på ingen måde kedeligt. Romanen glider let, og man tænker ikke over sprog eller dialog. Her er ikke noget plot, der skal løses, men en række mennesker, hvis skæbne flettes ind i hinandens, og man bliver hurtigt oprigtigt optaget af disse menneskers skæbner.
Sammenligning
Man kan sammenligne med Marianne Fredriksson og Bente Clod, der begge skriver gode, meningsfulde menneskeskildringer.
Samlet konklusion
En fin roman, der fænger og fører én med igennem. Ikke det store opsigtsvækkende plot, men man kommer ud på den anden side, klogere på sig selv og de andre.
Camilla Sejerøe
Læs desuden dette interview med Linda Lassen på Litteratursiden.dk