Forlag: Turbine

I 1721 drager Hans Egede med kone og fire børn til Grønland for at forkynde Guds ord. Den første vinter er hård med sult og kulde, men for den 12-årige Niels og hans bror byder det nye liv også på mange oplevelser

Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau
For børn i alderen 8-12 år. De ældste kan læse den selv, men den egner sig nok bedst til oplæsning, til brug i religionsundervisningen eller i forbindelse med et emnearbejde om Grønland

Beskrivelse
Linda Lassen skriver for både voksne og børn. Sidste år udgav hun Håbets Ø om Hans Egede og hans families liv på Grønland i 1700-tallet. Nu fortæller hun historien om familiens første vinter på Håbets Ø for børn. Begivenhederne ses gennem den 12-årige Niels’ øjne. Sammen med ham oplever læseren den lange vinter, hvor sulten banker på døren, mødet med grønlænderne og sømændenes mytteri. Beskrivelsen af familielivet med den strenge far, der ikke går af vejen for at tugte både sønner og søfolk i Guds navn, den blide, men stærke mor og rivaliseringen mellem Niels og hans bror er vellykket. Det samme er skildringen af sammenstødet mellem grønlændernes åndetro og Egedes stærke kristentro. Dramatiske højdepunkter er et vådeskud, en tragisk drukneulykke og mytteriet.

Anmeldelse i Kamikposten v. Anders Nilsson.

Lige siden jeg så billedet fra forsiden af bogen ”Børnene på Håbets Ø”, har jeg set frem til at få fat i bogen og få den læst. Tegningen af de fire børn på klippen over havet og skonnerten, der er på vej bort, ude på skellet mellem himmel og hav, appellerer til fantasien og spænder forventningen.

Jeg fik bogen i går og læste med det samme de to første kapitler. Resten af bogen læste jeg færdig sent om aftenen og lidt ud på natten.

Bogen har været værd at vente på.

Fortællingen om børnene på Håbets Ø er henlagt til en ø lidt nord for mundingen af Godthåbsfjorden. Øen er navngivet af Hans Egede og fire af børnene i fortællingen er to sønner og to døtre af Hans Egede og Gertrud Rask. De øvrige børn er deres grønlandske venner.

Mennesker med kendskab til Grønland vil forbløffes over den indlevelse og den viden forfatteren, Linda Lassen, blotlægger i fortællingen. Fra første til sidste kapitel træder personerne ud af bogen og tager ophold i læserens tanker. Man får en form for personlig relation til hver enkelt af de centrale personer i fortællingen. Man griber sig selv i skiftevis at smile, le og ængstes på ens vej gennem fortællingen. Og når sidste kapitel er læst og bogen er lukket, så er fortællingen alligevel ikke slut, den har lejret sig i hukommelsen.

Sådan er en god bog, når den er bedst. Selv om fortællingen om børnene på Håbets Ø er henlagt til et bestemt sted på jorden og en bestemt tid i historien, så har fortællingen en kvalitet, der gør den fri af sted og tid.
Det kendes fra andre fremragende bøger som for eksempel ”Huck Finns eventyr” af Mark Twain, der kan læses igen og igen – også af alle os, der aldrig har hverken set eller sejlet på floden Mississippi.

Fortællingen foregår i børnehøjde. Niels er den yngre bror til Poul, og de har to yngre søstre, Kirstine og Petronella. Det er gennem Niels, vi oplever tiden på Håbets Ø.

Børnehøjde betyder ikke, at voksne ikke har udbytte af at læse bogen. Mange barndomsoplevelser springer ud af ens personlige glemmebog undervejs gennem fortællingen. For eksempel de problemer Niels oplever ved altid at stå i skyggen af sin storebror, den glæde han oplever ved at få en uventet gave, de tanker han gør sig over faderen, der foretrækker at gå rundt på fjeldet iført præstekjole, paryk og – viser det sig i en storm – lange, hvide underbukser, frem for at gå klædt i pels som børnenes grønlandske venner. Også den skam og den vrede, der koger i Niels, når han af sin far uretmæssigt beskyldes for at have stjålet af de sparsomme forråd, vil mange voksne læsere kunne genkende fra deres egen barndom.

Selv om bogen kan læses med udbytte uden at kende noget til hverken Grønland eller tiden for snart 300 år siden, så vil mennesker med tilknytning til Grønland glæde sig over samspillet på øen mellem børnene og de fleste af de voksne. Der er ikke noget med dem mod os. De mennesker, der falder uden for samspillet, gør det ikke på grund af sprog og kultur. Det er sådan vi kender hverdagen i Grønland, og det er dejligt at få det beskrevet i denne fortælling om ”Børnene på Håbets Ø”.

Bogen egner sig til at blive læst op af en voksen for børn, der vil have behov for at spørge lidt til forskellige ting i nogen: Hvad er en angakok, hvordan ser en snespurv ud og smager sælsuppe godt etc.                                                                                                          Større børn kan læse bogen alene, og det kan voksne også, men der er noget særligt ved at læse bogen op for andre eller få læst den op før sengetid.

Jeg indledte denne anmeldelse med at rose billedet på forsiden af bogen. Der skal også falde ros til bogens udformning og grafik: det er godt håndværk, og skrift, skriftstørrelse og linjelængde gør bogen let at læse.

Endelig skal det fremhæves, at der gælder samme betingelser for at skrive som for at spille violin: det er ikke nok at have de rigtige noder, violinen skal også håndteres, så musikken lyder godt. Sproget er forfatterens violin. Linda Lassen håndterer sproget virtuost og ubesværet.

Det er med denne anmeldelse mit ønske og håb, at ”Børnene på Håbets Ø” kommer til at ligge under mange juletræer i år.

Æseløre.dk skriver:

I 1721 går præsten Hans Egede i land på en ø, som han døber Håbets Ø. Med sig har han sin kone og deres fire børn.

Hans Egede har en mission. Han vil fortælle grønlænderne om Gud og Kongen. I den rækkefølge. Grønlænderne er en flok hedninge, der trænger til det kristne budskab. Det er Hans Egede ikke i tvivl om. Sønnerne Niels og Poul har fået strenge ordrer på at være et godt eksempel, som de gode kristne, de er. Men Niels og Poul vil hellere ud og sejle i kajak og jage ryper med deres nye venner Nivik og Kussak. Det er meget sjovere end at læse i katekismus.

Men livet på Grønland er koldt og barskt. Især når man ikke vil lære af grønlænderne og tage tøj lavet af sælskind eller spise spæk. Maden slipper op og mændene sulter og fryser. Mon der snart kommer et skib med forsyninger.

Børnene på Håbets Ø er en historisk roman af den gode slags. Linda Lassen skriver en medrivende og spændende historie om noget så fjernt som Grønland i 1700-tallet.

At forfatteren har valgt at fortælle historien fra børnenes synspunkt gør historien interessant, for de er nysgerrige over for det grønlandske liv. Det er faren Hans Egede på ingen måde. Han ser på grønlænderne som nogen, der skal frelses. Koste hvad det vil. Men for børnene er det ikke sort og hvidt. De er ikke bange for at stille spørgsmål. Det gælder også de grønlandske børn, der undrer sig over danskernes levemåde, der ikke passer til det kolde klima.