Det forsvundne spædbarn

 

 

Fra Bagsideteksten:

Der kører biler og cykler. Stemmer finder deres bestemmelsessted, og en istap falder til jorden med en lille skrabelyd. Vera ænser intet af det. Hun er i et tomrum uden lugte og lyde. Hun ser intet andet end den tomme barnevogn. Hun vil skrige, men kan ikke. Hun begynder at løbe ned mod Rugårdsvej, men standser hurtigt. Måske er den, der har taget drengen op, gået den anden vej? Hun løber tilbage og forsøger at overskue hele Kongensgade. Hun kan ikke få øje på nogen med et barn. 

 

Under nedrivningen af en ejendom gør en murerarbejdsmand et makabert fund. Et spædbarneskelet dukker op mellem jord og murbrokker. Skelettet har ligget i jorden i mange år, derfor samler interessen sig meget hurtigt om den gamle sag fra 1966, hvor et tre måneder gammel dreng blev bortført fra en barnevogn foran en forretning midt i Odense.

Gustav er nyansat i Odense Politi. Han skal være med til at opklare sagen om spædbarneskelettet, og under efterforskningen viser det sig, at den gamle sag langt fra er glemt. De mennesker, der var involveret i den tragiske hændelse, er stadig dybt præget af tragedien. 

Samtidig med at sagen om spædbarnet griber om sig, skal Gustav finde sig til rette i en by, han ikke kender, komme over en kærestesorg, der stadig gør ondt, og tage sig tid til sin mor, der efter faderens død for et halvt år siden, bliver tiltagende uligevægtig.

”Det forsvundne Spædbarn” er kaldt en semikrimi for at understrege, at det ikke er forbrydelsen, der er det vigtigste, men det forbrydelsen gør ved de mennesker, der er impliceret: Forbryderen, vidnerne, ofrene.

 

Det forsvundne spædbarn

Anbefaling af Linda Lassen: Det forsvundne spædbarn: semi-krimi Anbefalet af bibliotekar Maria Lund Grøn

Bogen ”Det forsvundne spædbarn” foregår i 2007, da skelettet af et spædbarn bliver fundet under en nedrivning af en ejendom. Straks florerer rygterne: Hvem var det lille barn? Hvordan døde det? Da det bliver afsløret at det lille barn døde for mange år siden, dukker sagen om den lille Grynt, der forsvandt fra sin barnevogn, op igen. Gustav arbejder med gamle sager ved Odense Politi og bliver involveret i opklaringen.

Bogen er en stilfærdig krimi. Langsomt bliver historien om det lille spædbarn foldet ud gennem forskellige menneskers synsvinkel. Man hører historien om moderen til det forsvundne barn og hendes tro på at han en dag finder tilbage til hende. Pigen som var vidne til bortførelsen, men ingen troede på. Gustav som graver i den gamle sag, men som i privatlivet tumler med en masse problemer. De mange der snakker og spreder rygter. Men ingen krimi uden mord!

”Det forsvundne spædbarn” er fri fantasi, men er baseret på en virkelig hændelse om den tre måneder gamle Basse, der blev fjernet fra sin barnevogn i 1966 i Odense.

Forfatteren Linda Lassen har skrevet både børnebøger og voksenbøger, dette er hendes første krimi.

 

Anmeldelse – uddrag af Dagbladenes Bureau:

To ting bør fremhæves ved bogen, dens overraskende afsløring af babytyven samt dens folkedomstolstema: “sensationshungerens mudderpøl”. Her er der noget farligt på spil.

 

Uddrag af lektørudtalelse: “For læsere, der værdsætter lokalkolorit og psykologisk tæthed i en realistisk krimi. – En semikrimi er en god betegnelse. for nok er der begået en forbrydelse, men det er ikke den som sådan eller en spændende opklaring, der sættes spot på. Det er mere en tragisk historie fra hverdagen med realistiske personskildringer og et blik på, hvordan spædbarnsbortførelsen satte sig spor i og forandrede alle involverede. Let læst og enkelt skrevet.”  Lektør: Helle Winther Olsen

 

 

anmeldelse Historie – online maj 2017

Thomas Petersen

Gustav er nyansat ved Odense politi. Ikke blot skal han finde sig tilrette på det nye arbejdssted. Han står også til halsen i egne personlige problemer. En kærestesorg, der ikke vil læges, og en mor, der bliver mere og mere vanskelig og uligevægtig. Læserne kommer vidt omkring i det spind af forviklinger, gisninger og formodninger, som forfatteren ruller op. Opklaringsarbejdet trækker et væld af sidehistorier med sig. Men da Lassen behersker håndværket, er vi som læsere godt underholdt. Hun føler udpræget empati, ja næsten sympati for sine personer. Som f.eks., når hun side 127 lader en af opdagerne udtale:

”— alle de forhør, jeg har læst igennem, de peger heller ikke på, at det er hende, der har gjort det. Barnet er for gammelt – var for gammelt. Hvis man dræber sit eget barn, er det som regel nyfødt, og moderen er sindsforvirret eller dårligt begavet. Vera Nielsen er hverken sindsforvirret eller dårligt begavet. Hun er bare en helt almindelig mor, der er blevet ramt af en tragedie”.

Dertil kommer, at Lassen skriver godt, mens hun trækker læseren rundt i manegen, hvor lag efter lag af historien afdækkes, mens vi bliver mere og mere forvirret. Det er formodentlig også meningen. Men heldigvis formår forfatteren alligevel til sidst at få alle ender til at hænge sammen på en fornuftig og forståelig måde.

Linda Lassen (født 1948) var senest aktuel i 2016 med romanen Forsvar for Martha. Før den har hun skrevet romanerne Håbets år – Historisk roman om Gertrud Rask og Hans Egede fra 2011 og Men sko må jeg ha´ fra 2014 (alle tre nævnte bøger er anmeldt på historie-online).

I lighed med kollegaen Leif Davidsen har Linda Lassen som krimi-forfatter sin styrke – mere i opsætningen end i selve plottet. Det er ikke forbrydelsen som sådan, der interesserer hende, og som er bogens egentlige omdrejningspunkt. Den er blot et skalkeskjul, en anledning til at fortælle om de sociale omstændigheder og forviklinger, der ligger gemt bag forbrydelsen. Det er plottets og forbrydelsens forudsætninger, der interesserer forfatteren. Dybest set er de måske også hendes inderste ærinde. Sammen med forbrydelsens psykologiske indflydelse på de mennesker, der er impliceret i sagen. Uddannet pædagog og psykolog, som Linda Lassen også er ved siden af forfattergerningen. Bogen er godt håndværk, vel drejet og dertil god underholdning.

 

 

uddrag af omtale efter udsendelse i tv 2

Bog om forsvundet spædbarn nuancerer fynsk krimigåde

Den odenseanske forfatter Linda Lassen har skrevet en roman om en 50 år gammel kriminalgåde. I 1966 forsvandt spædbarnet Basse fra sin barnevogn og sagen er aldrig blevet opklaret.

Det tre måneder gamle spædbarn Basse blev i 1966 fjernet fra sin barnevogn, som stod udenfor trikotageforretningen Lisa i Kongengade. Det var højlys dag, og moderen var inde i forretningen for at købe undertøj.

Da hun kom ud, var Basse væk, og indledningen på en spektakulær krimigåde startede.

På det tidspunkt var forfatteren Linda Lassen 17 år, og sagen påvirkede hende dybt. Hun havde især ondt af moderen til barnet.

– Det var de utroligste ting, som folk kunne finde på at sige. At hun selv havde slået barnet ihjel, og faren nok bare ville slippe for børnebidrag. Det var helt vildt. Det jeg ikke kunne sige dengang, har jeg så fået sagt nu, siger forfatteren Linda Lassen.

Linda Lassen har skrevet bogen “Det forsvunde spædbarn”, som er en fiktiv roman om Basse-sagen. Det er en af de krimigåder, der har påkaldt sig mest opmærksomhed nogensinde her på Fyn.

Etikken skulle være i orden 

– Sagen har ligget og muret i min bevidsthed altid. Dels, fordi det var en forfærdelig sag, og det aldrig blev opklaret, dels, fordi jeg havde så ondt af den mor på grund af alle de rygter, hun var udsat for. Det var en folkedomstol, og hun kunne ikke komme til orde, siger Linda Lassen.

Bogen er blevet til over flere år, hvor Linda Lassen selv har fået mere selvtillid som forfatter og følt sig klar til at skrive bogen.

– Det var et svært stof, for der er også noget etik i det. Det skulle ikke være en sensationsbog. Det skulle både være ordentlig skrevet, og med en ordentlig etik. Så skulle den selvfølgelig være spændende, men det skulle heller ikke være sådan, at det var endnu en udhængning, siger Linda Lassen.